Scan-Vibro får Dansk Generationsskifte med som ejer

December 2009

Den kendte svendborgensiske virksomhed Scan-Vibro A/S, som producerer vibratorer til fødevareindustrien i hele Verden, får nu udvidet sin ejerkreds.

Efter 10 år som medejer og seneste 3 år som eneejer, har Steen Larsen nu valgt, at sælge 75% af virksomheden til en investorgruppe bag Dansk Generationsskifte A/S. Scan-Vibro som oprindeligt hed Vester Åby Vibratorfabrik, er stiftet i 1949 og har siden leveret mere end 40.000 vibrationsmaskiner. Selskabet som har 50 ansatte, er kendt for sin kompromisløse kvalitet og kundelisten tæller ikke kun store danske virksomheder, der er globale spillere men også store udenlandske koncerner.

Steen Larsen fortsætter som adm. direktør i virksomheden.

“Scan-Vibro er en global spiller i et nichemarked, og det står klart for mig, at vores potentiale på længere sigt er større. Tanken om at få nogle stærke partnere med har jeg haft i baghovedet de sidste par år. Så da jeg uopfordret fik en henvendelse fra Dansk Generationsskifte har planerne taget fart.  Der skal ikke ske større forandringer, men tanken er, at vi skal ekspandere, og den nye ejerkreds er enig i, at vi skal sigte højere, så det bliver også en spændende udfordring at få aktive partnere med ombord,” siger Steen Larsen i forbindelse med udvidelsen af ejerkredsen.

“Selvom vi også har oplevet at nogle projekter er blevet udsat i 2009 og det har påvirket vores omsætning, så oplever vi nu en fremgang i ordremængden, der tyder på, at de store internationale koncerner har sat gang i deres investeringsprogrammer igen,” siger han om den aktuelle situation.

Jens Heimburger formand for bestyrelsen
Jens Heimburger fra Dansk Generationsskifte A/S bliver fremover formand for bestyrelsen i Scan-Vibro.

“Jeg har længe fulgt Scan-Vibro, som jeg opfatter som et godt eksempel på, hvordan danske industrivirksomheder har meget at byde på globalt. Det er kvalitetsprodukter, der oftest er skræddersyet til de internationale kunders behov. Det vil sige, at det ikke bare lige er til at kopiere, eller for den sags skyld få produceret i lavtlønslande.
Produkternes kvalitet og driftsikkerhed er af afgørende betydning for, at eksempelvis store fødevarefabrikker kan køre i døgndrift året rundt. En absolut betingelse for vores investering har været, at Steen Larsen fortsætter både som Adm. direktør og medejer,” siger Jens Heimburger i forbindelse med investeringen.