Nord Tech får ny direktør og medejer

Juni 2017

Pressemeddelelse – 30/05/2017

Nord Tech får ny direktør og medejer
Ejeren af den odenseanske virksomhed Nord Tech Industrisystemer A/S giver den 1. juni nøglerne videre til både ny direktør og en ny medejer. Henrik Nielsen, der startede Nord Tech i 1994, har valgt at sælge majoriteten af selskabet, som et led i et generationsskifte, til Generationsskifte Invest A/S. Peder Villemoes, der senest har været adm. direktør i Brenderup Trailers, tiltræder i forbindelse med handlen som adm. direktør og medejer.

Nord Tech startede for 23 år siden som en handels- og ingeniørvirksomhed med salg af sikkerhedssystemer til tunge løft. I 2004 blev Vetec A/S stiftet, for at udvikle og sælge egne produkter inden for vejeløsninger. Omsætningen genereres gennem salg af varer og installation, salg af reservedele og reparationer, samt større samlede projekter ved byggerier.

At der er tale om et glidende generationsskifte bekræftes ved, at Henrik Nielsen fortsætter med at deltage i selskabets udvikling på udvalgte projekter, og som aktivt bestyrelsesmedlem med en anseelig ejerandel.

”Jeg er glad både på medarbejderne og vore mange kunders vegne. Vi har fundet en rigtig god løsning på vores generationsskifte. Vi har fået en motiveret og kompetent direktør, der ovenikøbet bliver medejer sammen med Generationsskifte Invest A/S, så jeg er tilfreds med, at jeg stadig kan være med til at præge udviklingen, nu hvor vi skal gøre endnu mere på eksportmarkederne”, udtaler Henrik Nielsen.

”Jeg ser virksomhederne som en unik konstellation, der servicerer deres kunder med alt fra enkelte komponenter, til store komplette kundetilpassede løsninger indenfor fleksibel strømtilførsel/radio og vejetekniske løsninger. Når jeg selv investerer med”, siger Peder Villemoes,” så er det fordi, det er en velkonsolideret virksomhed med en stærk position i markedet og mange gode kunderelationer. Først og fremmest skal jeg videreføre det sammen med den øvrige organisation. Herudover ser jeg et stort potentiale i, at få et endnu bredere produktprogram, og altid blive kundernes førstevalg, når de skal have serviceret deres eksisterende udstyr”.

Investeringsselskabet Generationsskifte Invest A/S drives af Dansk Generationsskifte A/S, som siden 2005 har gennemført generationsskifter i små og mellemstore danske virksomheder. I forbindelse med transaktionen indtræder Jens Heimburger, Enrico Krog Iversen og Robert Spliid i bestyrelsen.

Yderligere information:

Henrik Nielsen 4016 9802
Peder Villemoes 2070 4203
Jens Heimburger, Dansk Generationsskifte A/S 6224 1741
www.nord-tech.dk