Investorgruppe går ind i Afrika Safari

Marts 2012

Henrik Fly Sevelsted og Paul Christen Bredahl har solgt 70% af et af Danmarks mest succesfulde rejsebureauer, Afrika Safari. Køberne er en investorgruppe bestående af Jens Heimburger fra Dansk Generationsskifte A/S, Mads Kjær fra Kjær Group A/S, Jan Krossteig fra Limpopo Travel og Claus Palmgren Jessen.

“Det er med stor glæde, vi overtager majoriteten i Afrika Safari. Henrik og Paul er et par dygtige iværksættere, som har skabt en meget spændende niche virksomhed, som siden starten i 2006, har leveret imponerende resultater. I 2011 havde Afrika-Safari en vækst på over 50% og et overskud før skat på 7,4 mio kr.
Det er en af rejsebranchens højeste indtjeningsgrader, og vi ser et fortsat meget stort vækstpotentiale i virksomheden. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan tilføre virksomheden særlige kompetencer, der kan løfte virksomheden skridtet videre. Vi har fortsat Henrik og Paul med i bestyrelsen og ejerkredsen. Dette vil sikre en god overdragelse og vi bibeholder de kompetencer, der har skabt og udviklet virksomheden,” udtaler Jens Heimburger.

En god handel
“Paul og jeg synes vi har gjort en god handel. Den nye ejerkreds er professionelle folk, som forstår at drive virksomhed. Vi bevarer en ejerandel i virksomheden og kan fortsat være med til at videreudvikle vores livsværk, samtidig med, at vi kan kaste os over nye projekter udenfor rejsebranchen,” siger Henrik Fly Sevelsted.

“I løbet af de kommende måneder overdrager vi trygt den daglige ledelse til Claus Palmgren Jessen, som bliver ny adm. direktør i selskabet. Claus kommer med en stor ledelseserfaring i bagagen. Hans kompetencer, ledelsesfilosofi og værdigrundlag, passer perfekt ind i Afrika Safari,” tilføjer Paul Christen Bredahl.

“Jeg glæder mig utrolig meget til at løfte arven efter Henrik og Paul. Det er en fantastisk virksomhed, de har bygget op gennem de seneste år. Vi ser mange spændende muligheder på rejsemarkedet, som jeg sammen med Afrika Safari’s dygtige medarbejdere og nye professionelle bestyrelse og fremover vil forfølge. Jeg skal lære mange ting om rejsebranchen, men vi har kompetente medarbejdere, som jeg kan læne mig op ad, vi har stadig Henrik og Paul med på vognen og jeg ser meget frem til de nye udfordringer,” siger Claus Palmgren Jessen.

Han kommer fra en stilling som adm. direktør i Bellinger A/S, og har tidligere været Vice President i A.P. Møller-Mærsk i Asien.

Den største handel i den danske rejsebranche siden 2008
Prisen for selskabet er hemmeligholdt, men virksomhedsmægler René Andersen fra Travelbiz vurderer, at det er den største handel i den danske rejsebranche siden 2008.

“Set med branchens øjne, har Afrika Safari ikke været så synlige, men det er et særdeles veldrevet rejsebureau, som har leveret imponerende resultater. Det er meget flot, det som Henrik og Paul har præsteret,” vurderer René Andersen.