CareLink overtager Medflex og tilføjer lægefaglige specialer

Juni 2020

 
CareLink A/S, et af Danmarks største vikarbureauer i sundheds- og plejesektoren, har købt aktiemajoriteten i Medflex A/S, der er en af Danmarks største leverandører af lægevikarer inden for samtlige medicinske specialer. Medflex tilbyder midlertidig lægefaglig arbejdskraft til hospitaler og specialklinikker i Danmark og Norge, samt drift af specialiserede sundhedsfaglige funktioner for stat, regioner og kommuner, herunder Kriminalforsorgen, asylcentre og kommunale misbrugscentre.
CareLink A/S er ejet af investeringsselskabet Tema 65+ Invest I A/S, som drives af Dansk Generationsskifte.

Medflex A/S blev grundlagt i 2009 af barndomskammeraterne Jakob Damm-Jakobsen og Søren Kjærulff Gaun, der til dagligt fungerer som hhv. adm. dir. og lægefaglig direktør. Begge udtrykker stor tilfredshed med nu at blive en del af CareLink: ”I løbet af de sidste 10 år har vi udviklet Medflex til at blive en væsentlig spiller på markedet for midlertidig lægefaglig arbejdskraft. Både vi og Medflex er nu klar til at tage det næste skridt på vækstrejsen” udtaler Jakob Damm-Jakobsen, der bliver suppleret af Søren Kjærulff Gaun: ”Vi ser CareLink som et perfekt match for Medflex. Den nye konstruktion vil give os den nødvendige skala til at tilbyde en særdeles bred vifte af sundhedsfaglige ydelser med meget kort varsel på alle tænkelige lokationer i Danmark”.

Direktører og ejere i Medflex vil med på vækstrejsen

I forbindelse med handlen fortsætter både Jakob Damm-Jakobsen og Søren Kjærulff Gaun som medejere og direktører i Medflex A/S. Jakob Damm-Jakobsen ser fortsat store vækstmuligheder for Medflex’ virksomhed fremadrettet: ”Vi ser fortsat betydelige vækstmuligheder for Medflex’ fokusområder i fremtiden, men det kræver det rette fundament at gribe disse. Behovet for en fleksibel og omstillingsparat sundhedssektor er blot blevet forstærket i den seneste tid og adgangen til midlertidig velkvalificeret lægefaglig arbejdskraft udgør en meget væsentlig del af et velfungerende sundhedsvæsen. Søren, jeg og hele teamet bag Medflex ønsker fortsat at forfølge disse muligheder og vi glæder os til at blive en del af noget større hos CareLink”.

Attraktivt tilkøb med strategisk værdi

Jens Heimburger, bestyrelsesformand i CareLink, udtrykker ligeledes stor tilfredshed med transaktionen: ”CareLink er en fantastisk virksomhed, der hver eneste dag sikrer, at den danske sundheds- og plejesektor har tilstrækkeligt med personale til at levere de kernevelfærdsydelser vi nyder godt af her i Danmark. Med tilkøbet af Medflex sikrer vi en værdifuld diversificering af vores forretning, der skaber betydelig strategisk værdi, da vi nu tilbyder vikarydelser på tværs en lang række sundhedsfaglige og medicinske specialer. Desuden vil både Jakob Damm-Jakobsen, Søren Kjærulff Gaun og de dygtige medarbejdere i Medflex tilføje unikke kompetencer og erfaringer til CareLink, hvilket vi tilskriver stor strategisk værdi”, udtaler Jens Heimburger.

Fakta

Medflex A/S blev stiftet i 2009 af Jakob Damm-Jakobsen
og Søren Kjærulff Gaun med hovedsæde i Brabrand.

Medflex A/S formidler lægevikarer til hospitaler i hele Danmark og driver desuden en række specialiserede sundhedsfaglige funktioner for offentlige kunder.

CareLink A/S har hovedsæde i Randers. Selskabet formidler primært vikarer til sundheds- og plejesektoren i form af sygeplejersker, social- og sundhedsmedarbejdere, pædagoger og medhjælpere.

Det samlede marked for vikarydelser til offentlige kunder i Danmark vurderes at udgøre ca. 3.000 mDKK.

Majoritetsaktionær i CareLink A/S og Medflex A/S er Tema 65+ Invest I A/S, der blev stiftet i 2018 af Dansk Generationsskifte i partnerskab med den tidligere borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Christian Thygesen, samt en række private investorer.

Tema 65+ Invest I A/S investerer i små og mellemstore danske virksomheder med fokus på produkter og serviceydelser rettet mod den stigende ældrebefolkning i Danmark.

Kontakt

Jakob Damm-Jakobsen
Adm. direktør og stifter, Medflex A/S
+45 21 35 92 97

Søren Kjærulff Gaun
Lægefaglig direktør og stifter, Medflex A/S
+45 21 35 80 85

Jens Heimburger
Bestyrelsesformand, Carelink A/S
+45 20 74 85 85